Gensyn med København

Hele mit liv har jeg drømt om at komme væk fra Danmark og opleve resten af verdenen, så da jeg mødte Cheickh gav det jo sig selv, at det skulle starte med Paris... Efter at have været her i knap 4 måneder tog jeg så hjem på besøg og fik set næsten alle venner og størstedelen af familien igen. The main-reason jeg kom hjem var naturligvis at byde baby LeBron velkommen til livet, men der viste sig også at være andre badutter, som havde brug for min omsorg derhjemme. 
Ofelia og Aviaya reagerede helt modsat af hinanden, da jeg vendte hjem på besøg efter at have været så længe. Aviaya var all-over me, uanset hvad jeg lavede, så stod hun ved siden af og kiggede beundrende på mig. Hun blev også ved at give helt ekstreme komplimenter, om at jeg var den bedste og sødeste og smukkeste i verden, og så blev der nævnt et par gange, hvor meget hun havde savnet mig, og ville komme til at savne mig når jeg rejste igen. Ofelia derimod nægtede at snakke til mig de første to døgn. Av! Det gjorde lidt ondt først, men jeg fik hende langsomt til at tø op, og efter et par dage ville hun både snakke og kramme i stor stil. Jeg tog individuelle caféture med pigerne, og Louis fandt jeg også tid til... Vi lå i sengen og hyggede flere morgener og fik også set den nyeste Spider-man film sammen. Derudover lavede vi en fjollet lille julefilm, som jeg har lovet Louis at lægge ud på min blog, så snart det bliver december.   

Ellers gik tiden jo med at hygge med resten af familien, og der var virkelig mange venner, der lige skulle catches up med. Jeg nåede også et par byture og fik nydt Københavns savnede natteliv. 
Det er vildt så meget alt forandrer sig når man er væk. Sikkert ikke fordi der er sket større forandringer end der plejede at gøre, men når man ikke har været opdateret, med hvad der foregår i andres liv, sker der så mange små ting, at det hober sig op og virker som enorme forandringer. Bare småting som at ens ven har haft en seriøs kæreste i månedsvis, uden man ved noget om det, eller at ens yndlingscafé er nedlagt, eller et menukort man kendte ud og ind er blevet ændret... Men mest af alt, er det nok mig selv, der har forandret mig en del, siden jeg er flyttet. En af de ting jeg virkelig har lært er endelig at værdsætte Wonderful Copenhagen, og alle dem der venter på mig derhjemme.

Baby LeBron!

Jubiiii så er han endelig kommet til verdenen! Fødslen var d. 20 november, så det er hans mors måned og fars dato. En ordentlig badut på 4 kg, 59 cm lang, og født ved kejsersnit efter en lang, hård kamp som tapre Sara klarede ufattelig flot!  
 








Han var allerede meget højt elsket inden det første møde, og endnu mere efter det. Han vil blive savnet uhyggeligt meget al den tid jeg tilbringer i Paris, men jeg nåede heldigvis at være hos ham de første par dage. Jeg vendte hjem til Paris lige samtidig med, at Marek og Sara vendte hjem til lejligheden i Kastrup med LeBron for at starte deres liv som en familie.

Rundtur i lejligheden

Okay, nu har der været tilpas meget tekst på bloggen, så tænkte at jeg lige ville prøve med en video. Håber at det virker for alle, ellers smid en kommentar, så kan jeg også sagtens lægge nogle billeder op af det nye sted...

Bolig-drama

Den 1. november opdaterede jeg min Facebook-status til, at jeg endelig havde fundet en lejlighed i Paris, men efter at have søgt i 2 måneder skulle jeg alligevel ikke være så heldig, at det bare faldt på plads... Efter at Cheickh havde hjulpet mig med at flytte mine ting ind det nye sted og var blevet hængende around en times tid, sagde min nye roommate, da Cheickh var gået, at han altså fremover helst skulle tage hjem senest kl. 21... Nå, hvad svarer man lige til det. Hun havde tidligere sagt, at min kæreste selvfølgelig var velkommen til at besøge, når nu jeg var flyttet til Paris for at være sammen med ham. Ikke desto mindre afslørede hun næste morgen, at hun havde nogle 'personal issues', der gjorde, at hun simpelthen ikke kunne have mænd i sin lejlighed. Hun forklarede også, at hun kommer fra et (meget strengt) muslimsk hjem, hvor at hende og hendes mor bruger ét toilet, mens hendes far og brødre bruger et andet. 

Jeg måtte jo være ærlig og sige, at jeg umuligt kunne blive boende, hvis det betød, at jeg ikke kunne komme til at se min kæreste. Så der blev ellers snakket, diskuteret, ringet rundt til vores familier osv. Jeg ringede også til den lejlighed, som jeg to dage forinden havde givet afslag på (fordi den jeg flyttede ind i var billigere) og dén var stadig fri, så jeg skyndte mig at undskylde for at være sprunget fra med kort varsel, og bede om der var mulighed for, at jeg kunne flytte ind hurtigst muligt. Denne gang var jeg til gengæld heldig! Han sagde ja! Senere om aftenen sagde min daværende roommate så, at hun nu havde fået tilladelse af sin far til at min kæreste godt måtte være i lejligheden, hun ville bare blive på sit værelse (hvilket hun i øvrigt ellers nægtede, hun sad konstant i stuen, hvor jeg havde min seng og mine ting, så der var intet privatliv). Jeg sagde, at det var alt for sent, at skifte reglerne tilbage, at jeg ikke kunne blive boende efter alt det drama mellem os, og at min kæreste da selvfølgelig aldrig ville komme til at føle sig velkommen dér. Derefter var det bare en krig om at få reddet nogle af mine penge tilbage. Cheickh ringede hende op og fik diskuteret sig frem til et kompromis mht. penge, og han hjalp mig med at flytte mine ting igen dagen efter (dvs. lørdag).
Nu er jeg heldigvis flyttet ind i en lækker lejlighed med en super flink og helt stille og rolig 19-årig fyr som roomie. Han synes kun, at det er hyggeligt hvis Cheickh kommer forbi, og vi plejer at blive siddende og snakke i køkkenet længe efter vi har spist, men ellers er lejligheden opbygget, så vi har hver vores virkelig store, lyse værelser, og der er masser af privatliv. Jeg kan endelig ånde lettet op og sige, at jeg har en lejlighed! 

Det var bogstavelig talt en dyr livs-lektion... Men 'lesson learned', og jeg har lært, at selvom én ubehagelig person var helt urimelig og ubehagelig overfor mig, så var der straks min familie til at støtte mig både psykisk og økonomisk, min kæreste der steppede up og fortsatte kampen for mig, da jeg næsten ikke kunne holde til mere, og der var ikke mindst Youcef (min nye roomie) der lod mig flytte ind og endda sænkede prisen for mig, efter at jeg to dage forinden havde brændt vores aftale af... Der er selvfølgelig nogle giftige personer man møder, men der er altså langt flere i mit liv, der til hver en tid vil mig det bedste, og som er klar til at hjælpe mig!

Her er lige et webcam-billede på mit nye værelse, men jeg lover at tage nogle flere ordenlige billeder af lejligheden og lægge op på bloggen snarest muligt

Istanbul

I midten af oktober fik jeg et lille break fra min ikke så travle, men stadig til tider udmattende hverdag, der gik nemlig meget tid med rengøring (for fyrene), og psykisk udmattelse fra de utallige timer jeg brugte på at søge efter arbejde og bolig, ringe fremmede op, besøge dem osv.

Anyway mit oktober-break var da mor inviterede mig en uge til Istanbul sammen med Niels Ulrich, Marcus, Alexander og hans super søde kæreste Amalie. Barbara var desværre i Indien, og Marek måtte blive hjemme og tage sig af Sara og Lebron (a.k.a babyen), der jo kan komme når som helst.


Istanbul var fantastisk. Først og fremmest var der sol! Meget savnet! Men nej måske ikke aller først og fremmest, for at bruge noget quality-time med familien det var det bedste ved rejsen, familien var nemlig endnu mere savnet!

Vi besøgte smukke moskeer, overdådige paladser og vågnede hver morgen kl. 6 når der blev kaldt til bøn. Hotellet vi boede boede på var super lækkert, og vi fik virkelig udnyttet deres pool og hammam, mens vi var der. Den sidste dag tog vi også alle sammen en tur i en rigtig hammam (kinda like et arabisk spa) hvor vi blev vasket, skrubbet og honning-masseret til vores hud var dejlig blød. Vi fik besøgt masser af seværdigheder, men brugte også meget tid på bare at drysse rundt i byen, ved promenaden og i basaren. Vi tog færgen både til Prinseøerne og til den asiatiske del af Istanbul - Charlottas kamp for at købe mcflurry står klart som det tydeligste minde fra Asien-turen!

På det nederste billede ses Amalie og jeg med to saudi-arabiske kvinder, der bad om at få et billede med os. Vi er jo blondier og derfor temmelig eksotiske...