What doesn't kill you, makes you stronger! ... Right?

Jeg har brugt de sidste par dage på at rende ind og ud af hospitaler, da jeg siden torsdag aften havde smerter, men startede med blot at ignorere det. Natten fra mandag til tirsdag sov jeg stort set ikke på grund af så voldsomme smerter i hele underlivet og masser af kvalme. Jeg snakkede med mor som mente, at det var vigtigt, at jeg blev undersøgt af en læge, så jeg tog til The American Hospital og efter at finde ud af, at jeg også havde høj feber, sendte lægen mig til Emergency afdelingen.
Der var så en smule rod, fordi det er et ekstremt dyrt privathospital, hvor alene at få taget blodprøver og blive skannet for at se om jeg fejlede noget ville koste mindst 800€. Derudover ville der være yderligere udgifter for medicin og hvis de valgte at operere ville det blive uhyggelig mange penge, som forsikringen ikke dækker, da det er privathospital. Heldigvis blev jeg sendt til det nærmeste offentlige hospital, hvor de bad mig komme igen dagen efter med nogle papirer som henvisning fra The American Hospital. Hjem og sove, op og afsted næste morgen, fik papirerne, tog til det offentlige hospital, var heldig at finde en engelsktalende sygeplejerske som tog sig af mig og oversatte for lægen. Blodprøver, medicin-drops, urintest, det var hvad dagen gik med, og igen i dag skulle jeg derind til skanning af maven, flere drops og recept på en masse forskelllige smertestillende samt antibiotika, som jeg skal tage de kommende 10 dage. Jeg har åbenbart en form for infektion i maven, men nu er jeg i det mindste under behandling og skal tilbage og tjekkes op på igen om 9 dage.

Det var ikke helt sjovt at gå gennem det alene, og især det med at komme udmattet hjem fra hospitalet med høj feber, og der ikke lige er nogen til at købe ind for mig, lave mad til mig, nusse og pleje mig... Cheickh har selvfølgelig været sød og støttende, og jeg har været hos ham de her par dage, da det er væsentlig tættere på hospitalet, men han arbejder hver dag fra 9 til 21, og skal læse til eksamen den halve nat, så det er begrænset hvor meget tid og overskud, han har til at tage sig af mig. Når han kommer hjem kl 21 sover jeg jo næsten allerede på grund af min feber. Har også fået snakket med far, AM og en hel masse med mor, så har ikke været helt alene i processen, men er nu alligevel lidt stolt over at have klaret det på egen hånd. Havde godt nok ikke regnet med denne oplevelse som en del af min tur til Paris, men nu kan jeg da føle mig en smule mere selvstændig.

Gensyn med København

Hele mit liv har jeg drømt om at komme væk fra Danmark og opleve resten af verdenen, så da jeg mødte Cheickh gav det jo sig selv, at det skulle starte med Paris... Efter at have været her i knap 4 måneder tog jeg så hjem på besøg og fik set næsten alle venner og størstedelen af familien igen. The main-reason jeg kom hjem var naturligvis at byde baby LeBron velkommen til livet, men der viste sig også at være andre badutter, som havde brug for min omsorg derhjemme. 
Ofelia og Aviaya reagerede helt modsat af hinanden, da jeg vendte hjem på besøg efter at have været så længe. Aviaya var all-over me, uanset hvad jeg lavede, så stod hun ved siden af og kiggede beundrende på mig. Hun blev også ved at give helt ekstreme komplimenter, om at jeg var den bedste og sødeste og smukkeste i verden, og så blev der nævnt et par gange, hvor meget hun havde savnet mig, og ville komme til at savne mig når jeg rejste igen. Ofelia derimod nægtede at snakke til mig de første to døgn. Av! Det gjorde lidt ondt først, men jeg fik hende langsomt til at tø op, og efter et par dage ville hun både snakke og kramme i stor stil. Jeg tog individuelle caféture med pigerne, og Louis fandt jeg også tid til... Vi lå i sengen og hyggede flere morgener og fik også set den nyeste Spider-man film sammen. Derudover lavede vi en fjollet lille julefilm, som jeg har lovet Louis at lægge ud på min blog, så snart det bliver december.   

Ellers gik tiden jo med at hygge med resten af familien, og der var virkelig mange venner, der lige skulle catches up med. Jeg nåede også et par byture og fik nydt Københavns savnede natteliv. 
Det er vildt så meget alt forandrer sig når man er væk. Sikkert ikke fordi der er sket større forandringer end der plejede at gøre, men når man ikke har været opdateret, med hvad der foregår i andres liv, sker der så mange små ting, at det hober sig op og virker som enorme forandringer. Bare småting som at ens ven har haft en seriøs kæreste i månedsvis, uden man ved noget om det, eller at ens yndlingscafé er nedlagt, eller et menukort man kendte ud og ind er blevet ændret... Men mest af alt, er det nok mig selv, der har forandret mig en del, siden jeg er flyttet. En af de ting jeg virkelig har lært er endelig at værdsætte Wonderful Copenhagen, og alle dem der venter på mig derhjemme.

Baby LeBron!

Jubiiii så er han endelig kommet til verdenen! Fødslen var d. 20 november, så det er hans mors måned og fars dato. En ordentlig badut på 4 kg, 59 cm lang, og født ved kejsersnit efter en lang, hård kamp som tapre Sara klarede ufattelig flot!  
 








Han var allerede meget højt elsket inden det første møde, og endnu mere efter det. Han vil blive savnet uhyggeligt meget al den tid jeg tilbringer i Paris, men jeg nåede heldigvis at være hos ham de første par dage. Jeg vendte hjem til Paris lige samtidig med, at Marek og Sara vendte hjem til lejligheden i Kastrup med LeBron for at starte deres liv som en familie.

Rundtur i lejligheden

Okay, nu har der været tilpas meget tekst på bloggen, så tænkte at jeg lige ville prøve med en video. Håber at det virker for alle, ellers smid en kommentar, så kan jeg også sagtens lægge nogle billeder op af det nye sted...

Bolig-drama

Den 1. november opdaterede jeg min Facebook-status til, at jeg endelig havde fundet en lejlighed i Paris, men efter at have søgt i 2 måneder skulle jeg alligevel ikke være så heldig, at det bare faldt på plads... Efter at Cheickh havde hjulpet mig med at flytte mine ting ind det nye sted og var blevet hængende around en times tid, sagde min nye roommate, da Cheickh var gået, at han altså fremover helst skulle tage hjem senest kl. 21... Nå, hvad svarer man lige til det. Hun havde tidligere sagt, at min kæreste selvfølgelig var velkommen til at besøge, når nu jeg var flyttet til Paris for at være sammen med ham. Ikke desto mindre afslørede hun næste morgen, at hun havde nogle 'personal issues', der gjorde, at hun simpelthen ikke kunne have mænd i sin lejlighed. Hun forklarede også, at hun kommer fra et (meget strengt) muslimsk hjem, hvor at hende og hendes mor bruger ét toilet, mens hendes far og brødre bruger et andet. 

Jeg måtte jo være ærlig og sige, at jeg umuligt kunne blive boende, hvis det betød, at jeg ikke kunne komme til at se min kæreste. Så der blev ellers snakket, diskuteret, ringet rundt til vores familier osv. Jeg ringede også til den lejlighed, som jeg to dage forinden havde givet afslag på (fordi den jeg flyttede ind i var billigere) og dén var stadig fri, så jeg skyndte mig at undskylde for at være sprunget fra med kort varsel, og bede om der var mulighed for, at jeg kunne flytte ind hurtigst muligt. Denne gang var jeg til gengæld heldig! Han sagde ja! Senere om aftenen sagde min daværende roommate så, at hun nu havde fået tilladelse af sin far til at min kæreste godt måtte være i lejligheden, hun ville bare blive på sit værelse (hvilket hun i øvrigt ellers nægtede, hun sad konstant i stuen, hvor jeg havde min seng og mine ting, så der var intet privatliv). Jeg sagde, at det var alt for sent, at skifte reglerne tilbage, at jeg ikke kunne blive boende efter alt det drama mellem os, og at min kæreste da selvfølgelig aldrig ville komme til at føle sig velkommen dér. Derefter var det bare en krig om at få reddet nogle af mine penge tilbage. Cheickh ringede hende op og fik diskuteret sig frem til et kompromis mht. penge, og han hjalp mig med at flytte mine ting igen dagen efter (dvs. lørdag).
Nu er jeg heldigvis flyttet ind i en lækker lejlighed med en super flink og helt stille og rolig 19-årig fyr som roomie. Han synes kun, at det er hyggeligt hvis Cheickh kommer forbi, og vi plejer at blive siddende og snakke i køkkenet længe efter vi har spist, men ellers er lejligheden opbygget, så vi har hver vores virkelig store, lyse værelser, og der er masser af privatliv. Jeg kan endelig ånde lettet op og sige, at jeg har en lejlighed! 

Det var bogstavelig talt en dyr livs-lektion... Men 'lesson learned', og jeg har lært, at selvom én ubehagelig person var helt urimelig og ubehagelig overfor mig, så var der straks min familie til at støtte mig både psykisk og økonomisk, min kæreste der steppede up og fortsatte kampen for mig, da jeg næsten ikke kunne holde til mere, og der var ikke mindst Youcef (min nye roomie) der lod mig flytte ind og endda sænkede prisen for mig, efter at jeg to dage forinden havde brændt vores aftale af... Der er selvfølgelig nogle giftige personer man møder, men der er altså langt flere i mit liv, der til hver en tid vil mig det bedste, og som er klar til at hjælpe mig!

Her er lige et webcam-billede på mit nye værelse, men jeg lover at tage nogle flere ordenlige billeder af lejligheden og lægge op på bloggen snarest muligt

Istanbul

I midten af oktober fik jeg et lille break fra min ikke så travle, men stadig til tider udmattende hverdag, der gik nemlig meget tid med rengøring (for fyrene), og psykisk udmattelse fra de utallige timer jeg brugte på at søge efter arbejde og bolig, ringe fremmede op, besøge dem osv.

Anyway mit oktober-break var da mor inviterede mig en uge til Istanbul sammen med Niels Ulrich, Marcus, Alexander og hans super søde kæreste Amalie. Barbara var desværre i Indien, og Marek måtte blive hjemme og tage sig af Sara og Lebron (a.k.a babyen), der jo kan komme når som helst.


Istanbul var fantastisk. Først og fremmest var der sol! Meget savnet! Men nej måske ikke aller først og fremmest, for at bruge noget quality-time med familien det var det bedste ved rejsen, familien var nemlig endnu mere savnet!

Vi besøgte smukke moskeer, overdådige paladser og vågnede hver morgen kl. 6 når der blev kaldt til bøn. Hotellet vi boede boede på var super lækkert, og vi fik virkelig udnyttet deres pool og hammam, mens vi var der. Den sidste dag tog vi også alle sammen en tur i en rigtig hammam (kinda like et arabisk spa) hvor vi blev vasket, skrubbet og honning-masseret til vores hud var dejlig blød. Vi fik besøgt masser af seværdigheder, men brugte også meget tid på bare at drysse rundt i byen, ved promenaden og i basaren. Vi tog færgen både til Prinseøerne og til den asiatiske del af Istanbul - Charlottas kamp for at købe mcflurry står klart som det tydeligste minde fra Asien-turen!

På det nederste billede ses Amalie og jeg med to saudi-arabiske kvinder, der bad om at få et billede med os. Vi er jo blondier og derfor temmelig eksotiske...

Far og Louis til undsætning!

En lidt hårdere tid fulgte, da Cheickh begyndte at studere og arbejde igen. Uden hans selskab og alle de folk han introducerede mig til, når vi tog til fester og andre sociale arrangementer, blev det pludselig meget ensomt hernede. Jeg savnede familien, vennerne, og bare alt hvad jeg havde derhjemme. Da jeg samtidig måtte opgive min lejlighed i starten af september, og ligeledes havde problemer med at finde job, føltes alt helt forkert og næsten umuligt. Jeg havde jo drømt om hvordan tingene langsomt skulle falde på plads, men nu syntes jeg altså, at det gik for langsomt. Jeg kan stadig kun lidt basic fransk, hvilket jeg har erfaret, ikke er nok til at få job på caféer. Jeg har endda haft en periode som bartender, men med arbejdstider fra 19 til 06 var det helt umuligt også at nå at se Cheickh. Jeg havde dog lidt babysitting jobs hos både en dansk familie og hos en canadisk familie, så der var heldigvis en lille indkomst, der gjorde at min opsparing stadig eksisterer. Jeg babysitter stadig for de to familier, og er i kontakt med en tredje som jeg også skal passe fast for fremover. Både (danke) Sofie og (canadiske) Bruno er 4 år, og helt vilde med mig. Hos Sofie skal vi lege prinsesser hver eneste gang, og hos Bruno er det aften-pasning, så de gange han ikke allerede sover, er alt jeg skal gøre at læse nogle historier for ham, og så lægger han sig artigt til at sove. Jeg krydser fingre for at Marek får en ligeså nem dreng! 

En dag da alt bare var ondt og dumt og ikke mindst super ensomt, snakkede jeg med far på Skype, og før jeg vidste af det, havde han købt billetter til, at han kunne tage Louis med ned og besøge mig i slutningen af måneden (september).

Sikke nogle skønne dage vi havde sammen på trods af det massive regnvejr, der gjorde det lidt svært bare at drysse rundt i byen og dens parker. Der er jo grænser for hvor mange caféture man kan holde til når man er en knap 8-årig dreng på sin første storbys-ferie, men Louis tog det skam godt, og vi fik også lavet filmaften med slik og tegnefilm hjemme på deres hotel. Det var en succes!

Her sidder vi på Planet Sushi, som laver den bedste sushi i Paris. Louis er jo en af de få børn, der altid har elsket sushi, og jeg er begyndt at spise en lille smule fisk, siden jeg er flyttet herned!

Back to the beggining

Jeg blev fulgt i lufthavnen af far, Anne Mette og Marek d. 24. juli efter en dejlig afskedsmiddag aftenen forinden, og en nat tilbragt med drinks og tøsehygge med min veninde Anja. Det var meget mærkeligt at sige farvel (eller på gensyn), men selvom alle var lidt vemodige, var spændingen så stor at jeg ikke rigtig havde overskud til også at være trist. Jeg kunne også mærke at de var lidt stolte over, at jeg sprang ud i livet, som hele min familie jo altid har opfodret mig til. Måske ikke direkte at jeg skulle flytte til et andet land på ubestemt tid, men at det er vigtigt at leve livet og forfølge sine drømme. Og så var det jo også til dels for at have mulighed for at være sammen med Cheickh efter 6 måneders long-distance. 

Den første tid havde Cheickh stadig ferie, så vi fik masser af tid til at være sammen hvilket var fantastisk efter ikke at have set hinanden i 2 hele måneder. Der var masser af fester, et par ugers sprogskole, flere fester samt masser af sommer, sol og romantik...

Marek og mor kom også til Paris en lille uge for at hjælpe mig lidt plads hernede, og vi havde nogle dejlige dage sammen! Vi fik vist Marek byen, og jeg fik vist dem min daværende lejlighed, som jeg desværre kun kunne leje i August. Det var ellers en lejlighed lige ved siden af Notre Dame og ud til Seinen. Den var endda til at betale, men boligpriserne i Paris er ellers helt vilde! Og samtidig har de en mindsteløn - som de bruger mange steder - på hvad var det... 7,5 eller 8,5 euro/pr. time før skat. Dvs. 55/63 danske kroner... 

Nu er det tid!

Så synes jeg efterhånden, at det blev tid til at give alle derhjemme en chance for at følge lidt med i mit liv og mine oplevelser her i Paris. Nu har jeg været her i lidt over 3 måneder, og det ser ud til, at jeg omsider har fundet en lejlighed med en ung pige som roommate. Meget er sket de forrige måneder, og jeg må være ærlig og indrømme, at det ikke kun har været en dans på roser. Eller jo, det er måske netop sådan det har været... Smukt og skønt det meste af tiden, men så alligevel med en del torne. Det har været noget af en kamp at finde både bolig og job, og jeg har været rundt og besøge så mange steder, at jeg ikke engang kan tælle dem. (Hvilket ikke kun skyldes mine manglende matematiske skills, for der var altså rigtig mange steder, og selv Cheickh kan heller ikke huske, alle de steder jeg har været i kontakt med, og de steder jeg har besøgt og forsøgt!)
Ikke desto mindre føler jeg, at der er ved at komme lidt medgang nu, og jeg har hele tiden været fast besluttet på ikke at give op, for de hårde tider lærer man jo også noget af. Jeg er for eksempel blevet bedre til at være alene. Eller rettere, til at NYDE at være alene. Jeg bruger meget af 'alene-tiden' på at gå ture i den smukke by og får læst en hel masse takket være mine forældre, der begge har gjort deres for at holde mig forsynet med gode romaner. Lige for tiden er jeg i gang med 'We Need To Talk About Kevin', som jeg helt bestemt kan anbefale, da den er fantastisk, men den er dog også ret skræmmende og svær at få ud af tankerne.

Nå, det var vist alt for nu... Jeg vil snart få lavet lidt opdateringer, om nogle af de ting der er sket, og jeg vil fremover også opdatere, om alt der er værd at dele (og måske lidt hyggelige ligegyldigheder)  fra mit liv i Paris.