Far og Louis til undsætning!

En lidt hårdere tid fulgte, da Cheickh begyndte at studere og arbejde igen. Uden hans selskab og alle de folk han introducerede mig til, når vi tog til fester og andre sociale arrangementer, blev det pludselig meget ensomt hernede. Jeg savnede familien, vennerne, og bare alt hvad jeg havde derhjemme. Da jeg samtidig måtte opgive min lejlighed i starten af september, og ligeledes havde problemer med at finde job, føltes alt helt forkert og næsten umuligt. Jeg havde jo drømt om hvordan tingene langsomt skulle falde på plads, men nu syntes jeg altså, at det gik for langsomt. Jeg kan stadig kun lidt basic fransk, hvilket jeg har erfaret, ikke er nok til at få job på caféer. Jeg har endda haft en periode som bartender, men med arbejdstider fra 19 til 06 var det helt umuligt også at nå at se Cheickh. Jeg havde dog lidt babysitting jobs hos både en dansk familie og hos en canadisk familie, så der var heldigvis en lille indkomst, der gjorde at min opsparing stadig eksisterer. Jeg babysitter stadig for de to familier, og er i kontakt med en tredje som jeg også skal passe fast for fremover. Både (danke) Sofie og (canadiske) Bruno er 4 år, og helt vilde med mig. Hos Sofie skal vi lege prinsesser hver eneste gang, og hos Bruno er det aften-pasning, så de gange han ikke allerede sover, er alt jeg skal gøre at læse nogle historier for ham, og så lægger han sig artigt til at sove. Jeg krydser fingre for at Marek får en ligeså nem dreng! 

En dag da alt bare var ondt og dumt og ikke mindst super ensomt, snakkede jeg med far på Skype, og før jeg vidste af det, havde han købt billetter til, at han kunne tage Louis med ned og besøge mig i slutningen af måneden (september).

Sikke nogle skønne dage vi havde sammen på trods af det massive regnvejr, der gjorde det lidt svært bare at drysse rundt i byen og dens parker. Der er jo grænser for hvor mange caféture man kan holde til når man er en knap 8-årig dreng på sin første storbys-ferie, men Louis tog det skam godt, og vi fik også lavet filmaften med slik og tegnefilm hjemme på deres hotel. Det var en succes!

Her sidder vi på Planet Sushi, som laver den bedste sushi i Paris. Louis er jo en af de få børn, der altid har elsket sushi, og jeg er begyndt at spise en lille smule fisk, siden jeg er flyttet herned!

Back to the beggining

Jeg blev fulgt i lufthavnen af far, Anne Mette og Marek d. 24. juli efter en dejlig afskedsmiddag aftenen forinden, og en nat tilbragt med drinks og tøsehygge med min veninde Anja. Det var meget mærkeligt at sige farvel (eller på gensyn), men selvom alle var lidt vemodige, var spændingen så stor at jeg ikke rigtig havde overskud til også at være trist. Jeg kunne også mærke at de var lidt stolte over, at jeg sprang ud i livet, som hele min familie jo altid har opfodret mig til. Måske ikke direkte at jeg skulle flytte til et andet land på ubestemt tid, men at det er vigtigt at leve livet og forfølge sine drømme. Og så var det jo også til dels for at have mulighed for at være sammen med Cheickh efter 6 måneders long-distance. 

Den første tid havde Cheickh stadig ferie, så vi fik masser af tid til at være sammen hvilket var fantastisk efter ikke at have set hinanden i 2 hele måneder. Der var masser af fester, et par ugers sprogskole, flere fester samt masser af sommer, sol og romantik...

Marek og mor kom også til Paris en lille uge for at hjælpe mig lidt plads hernede, og vi havde nogle dejlige dage sammen! Vi fik vist Marek byen, og jeg fik vist dem min daværende lejlighed, som jeg desværre kun kunne leje i August. Det var ellers en lejlighed lige ved siden af Notre Dame og ud til Seinen. Den var endda til at betale, men boligpriserne i Paris er ellers helt vilde! Og samtidig har de en mindsteløn - som de bruger mange steder - på hvad var det... 7,5 eller 8,5 euro/pr. time før skat. Dvs. 55/63 danske kroner... 

Nu er det tid!

Så synes jeg efterhånden, at det blev tid til at give alle derhjemme en chance for at følge lidt med i mit liv og mine oplevelser her i Paris. Nu har jeg været her i lidt over 3 måneder, og det ser ud til, at jeg omsider har fundet en lejlighed med en ung pige som roommate. Meget er sket de forrige måneder, og jeg må være ærlig og indrømme, at det ikke kun har været en dans på roser. Eller jo, det er måske netop sådan det har været... Smukt og skønt det meste af tiden, men så alligevel med en del torne. Det har været noget af en kamp at finde både bolig og job, og jeg har været rundt og besøge så mange steder, at jeg ikke engang kan tælle dem. (Hvilket ikke kun skyldes mine manglende matematiske skills, for der var altså rigtig mange steder, og selv Cheickh kan heller ikke huske, alle de steder jeg har været i kontakt med, og de steder jeg har besøgt og forsøgt!)
Ikke desto mindre føler jeg, at der er ved at komme lidt medgang nu, og jeg har hele tiden været fast besluttet på ikke at give op, for de hårde tider lærer man jo også noget af. Jeg er for eksempel blevet bedre til at være alene. Eller rettere, til at NYDE at være alene. Jeg bruger meget af 'alene-tiden' på at gå ture i den smukke by og får læst en hel masse takket være mine forældre, der begge har gjort deres for at holde mig forsynet med gode romaner. Lige for tiden er jeg i gang med 'We Need To Talk About Kevin', som jeg helt bestemt kan anbefale, da den er fantastisk, men den er dog også ret skræmmende og svær at få ud af tankerne.

Nå, det var vist alt for nu... Jeg vil snart få lavet lidt opdateringer, om nogle af de ting der er sket, og jeg vil fremover også opdatere, om alt der er værd at dele (og måske lidt hyggelige ligegyldigheder)  fra mit liv i Paris.