Så synes jeg efterhånden, at det blev tid til at give alle derhjemme en chance for at følge lidt med i mit liv og mine oplevelser her i Paris. Nu har jeg været her i lidt over 3 måneder, og det ser ud til, at jeg omsider har fundet en lejlighed med en ung pige som roommate. Meget er sket de forrige måneder, og jeg må være ærlig og indrømme, at det ikke kun har været en dans på roser. Eller jo, det er måske netop sådan det har været... Smukt og skønt det meste af tiden, men så alligevel med en del torne. Det har været noget af en kamp at finde både bolig og job, og jeg har været rundt og besøge så mange steder, at jeg ikke engang kan tælle dem. (Hvilket ikke kun skyldes mine manglende matematiske skills, for der var altså rigtig mange steder, og selv Cheickh kan heller ikke huske, alle de steder jeg har været i kontakt med, og de steder jeg har besøgt og forsøgt!)
Ikke desto mindre føler jeg, at der er ved at komme lidt medgang nu, og jeg har hele tiden været fast besluttet på ikke at give op, for de hårde tider lærer man jo også noget af. Jeg er for eksempel blevet bedre til at være alene. Eller rettere, til at NYDE at være alene. Jeg bruger meget af 'alene-tiden' på at gå ture i den smukke by og får læst en hel masse takket være mine forældre, der begge har gjort deres for at holde mig forsynet med gode romaner. Lige for tiden er jeg i gang med 'We Need To Talk About Kevin', som jeg helt bestemt kan anbefale, da den er fantastisk, men den er dog også ret skræmmende og svær at få ud af tankerne.
Nå, det var vist alt for nu... Jeg vil snart få lavet lidt opdateringer, om nogle af de ting der er sket, og jeg vil fremover også opdatere, om alt der er værd at dele (og måske lidt hyggelige ligegyldigheder) fra mit liv i Paris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar